Jeg faldt over et tweet for et par uger siden, og jeg har tænkt på hvordan jeg bedst kunne levere et budskab der henvender sig til den mor, men også til alle andre i sammenlignelige dilemmaer.
Tweetet lød:
”Livet giver absolut ingen mening, når man har en 1-årig med 40 i feber, som kun vil have sin mor – og som man må gå fra med ordene: “Jamen, mor skal på arbejde”.”
Hvis du er mor eller far, så er jeg overbevist om, at tweetet giver dig den samme følelse som det giver mig. Enhver forælder vil få ondt i maven med tanken om at skulle gå fra et barn, hvis eneste ønske er tryghed hos mor eller far. Fordi hvad? Arbejde? Det er jo meningsløst i yderste potens.
Der er forskel på mennesker og maskiner, og enhver leder ved, at kvinden der skrev det tweet ikke er sin løn værd den dag, fordi fokus er et helt andet sted. Det er helt umuligt at levere på arbejdet, hvis man har ubalance i sit privatliv.
Så, budskabet er: Hvis din arbejdsgiver eller din leder ikke kan give dig fleksibilitet når dine nærmeste har brug for dig, så fortjener de ikke den arbejdskraft du kan levere, når du igen kan fokusere på dit arbejde.
Simple as that.